Kampen mod kroppen

Af Per Straarup Søndergaard

Stemmen var nok det, jeg lagde mest mærke til. Spinkel og følsom, og efter 20 minutter forsvandt den helt. Ikke fordi pigen var hæs eller havde halsbetændelse. Det var, som om stemmen blev opslugt af en indre stilhed. Pigens egen. Pigen – vi kan kalde hende for Signe – er en af de unge, som jeg har interviewet i forbindelse med research til min bog ”Kampen mod kroppen”. Den handler om spiseforstyrrelser, og som i mange af mine øvrige bøger er interviews med unge en central del af indholdet.

Når man skriver en bog, er der både valg og fravalg. Stof udvælges, og andet fravælges. Det samme gælder interviews. Det er ikke alle dem, jeg gennemfører, der kommer med i en bog. Der er også nogle, der af forskellige grunde ikke kan gennemføres. Og måske netop derfor bliver de ved med at rumstere uforløste i baghovedet. Sådan var det også med Signe.

Hun havde reflekteret på et opslag på en internetside og henvendt sig til mig, fordi hun gerne ville være med i min bog. I en mail fortalte hun, at hun havde været igennem et længere behandlingsforløb for en spiseforstyrrelse, men nu gik det fremad. Hun var 15 år. Gik i 9. klasse.

Vi aftalte at mødes. Og hun skrev, at hun glædede sig.

”Hun har det ikke så godt i dag,” sagde hendes mor som det første den dag, jeg kom på besøg. Lidt efter kom Signe frem fra sit værelse. Virkede meget sky. Genert. Kiggede ned, og det lange rødblonde hår gled hele tiden som et gardin ned for hendes ansigt. Så af gode grunde var det svært med øjenkontakt. Og stemmen var så lav, at det var svært at høre, hvad hun sagde.

Vi satte os i stuen, hvor en kat listede rundt om et bur med to kanariefugle. Alligevel kvidrede de ubekymret, mens Signe lavmælt fortalte om sit liv. Om mobningen. Om skoleskiftene. Og spiseforstyrrelsen, der startede som en leg. Sådan betegnede hun det. Ordene var ikke mange, men gjorde indtryk. Og i pauserne mellem dem materialiserede hendes ensomhed sig. Voksede sig til en stor, mørk skygge, der fyldte mere og mere af stuen.

Signe tilbragte mange timer af ugens timer i sit eget selskab. Var alene på sit værelse, hvor hun sad på sin motionscykel. Cyklede 50 kilometer. Eller 100. Aldrig noget med otte. Hvis hun ramte otte, var hun svag. Og der kunne ske ulykker. Hendes veninde kunne dø. Eller hun ville tage flere kilo på i løbet af natten. Og blive tromlefed. Det var det, hun frygtede allermest, selv om hun ellers var tynd som streg.

Efter tyve minutters samtale tippede balancen. Stilheden blev for stærk. Ordene sad fast i Signes hals. Vi snakkede om behandling. Eller forsøgte at gøre det. Men pludselig blev hun helt tavs. Og bag de store brilleglas begyndte tårerne at pible. Først en. Så to. Og så løb de.

Det hele blev for svært, og vi holdt en pause. Sad lidt. Åbnede en dør. Startede igen. Men Signe magtede det ikke. Hendes mor kom ind. Holdt hende i hånden. Støttede hende, men gråden havde fået tag i hende. Selv om den var lydløs, var den stærk og ville ikke give slip.

Vi sad lidt. Forsøgte at snakke om andre ting, men vidste alle tre, at det var umuligt at finde tilbage til interviewsporet. Vi måtte stoppe. Signe blev mere ked af det. Følte det som et nederlag. ”Så kan jeg heller ikke det,” sagde hun stille. Hendes mor og jeg argumenterede imod. Lidt efter skiltes vi, og jeg kørte hjem.

Nogle dage efter kom der en mail fra Signe. Hun undskyldte, at hun ikke havde kunnet gennemføre interviewet. Vi skrev frem og tilbage nogle gange, men så gled kontakten ud. Men jeg tænker tit på hende. Så sent som i dag hvor jeg kørte gennem den by, hvor hun bor. I udkanten er der en stump skov, hvor træerne lige nu står med flammende rød/gule trækroner. Bag dem skimtes den blok, som Signe bor i. Gad vide, hvordan hun har det? Er hun kommet videre? Ud af sin stilhed?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Fagbøger, Per Straarup Søndergaard, Ungdomsbøger og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s