Lola. En 10-årig læser fortæller

Mens vi venter på Lola 4

Af Marianne Bugge

Min 10-årige datter fik de første tre Lolabøger i julegave. Jeg var spændt på, hvad hun syntes. Bøgerne er virkelig populære i Tyskland og er allerede ved at blive det i Danmark også. Kunne de i hendes øjne leve op til forventningerne? Allerede i juledagene gik hun ombord, og der gik ikke længe, før den første bog var slugt, så fulgte den anden og den tredje, hvorpå hun udbrød: ”Er der ikke en firer?” Jo, det er der heldigvis, og den er lige på trapperne på dansk. Så kan hun få stillet sin sult.

Men hvem er denne Lola? Og hvorfor er hun så populær? Jeg har spurgt læseren, hvad der drager så meget ved Lola:

Jeg kan rigtig godt lide Lola. De er bare rigtig gode, de bøger. Altså: Bøgerne handler om pigen Lola. Og hun kan ikke altid sove om aftenen. Det kan jeg heller ikke, så det kender jeg godt. Det er rart at læse om noget, man kender. Og når Lola ikke kan sove, så dagdrømmer hun på en måde. Det er selvfølgelig ikke om dagen, fordi det er aften, men det er noget, hun forestiller sig, og så er det jo dagdrømme. I den første bog forestiller hun sig, at hun er en berømt popstjerne, i den næste, at hun er en berømt reporter og i den tredje, at hun er spion. Det er noget, hun rigtig godt kunne tænke sig. Og i alle bøgerne ender hun med på en måde at være det, hun drømmer om, selvom hun selvfølgelig ikke rigtigt bliver berømt. Der sker bare noget, som minder om det, hun drømmer om. Det synes jeg er spændende og sjovt.

Lola får i den første bog en veninde, der hedder Flo. Hendes rigtige navn er Flora, men hendes kælenavn er Flo. De bliver veninder, fordi Lola flytter et nyt sted hen, og først har Lola ikke nogen venner, men så bliver hun bedste ven med Flo. Jeg synes, det er sjovt at læse om dem og det, de laver sammen. Så tænker jeg på det, jeg laver med min veninde.

Lola flyttede, fordi der var mange racister, der hvor hun boede, og Lola har en far fra Brasilien. Hun kalder han ”Papai,” det betyder vist far. Og forfatteren har en mand fra Brasilien, så hendes børn har også en ”Papai.” Det kan jeg rigtig godt lide.

Det er tankevækkende, at dette sammenfald mellem forfatter og bog fascinerer. Det er på en måde en fortælling om fortællingen, som gør fortællingen lige en smule bedre. Og det har også små læsere sans for.

Så vi glæder os til den næste Lolabog. Mens vi venter, er bøgerne gået i arv til min anden datter på snart 13, der var nysgerrig over, hvad det var, hendes lillesøster var så opslugt af. Og hurtigt blev også hun charmeret af den fantasifulde og drømmende pige Lola.

Se mere om de tre første Lola-bøger her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Børnebøger og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s