LYSET DER IKKE VILLE GÅ UD

Af Kirsten Ahlburg

I dag udkommer billedbogen “Lyset der ikke ville gå ud” for de 3 – 8 årige, og her på bloggen er lidt om historien bag eventyret skrevet i H.C. Andersens ånd.

For seks år siden fik jeg til opgave at bearbejde nogle af H.C. Andersens eventyr til moderne og lettilgængelig dansk for Det kongelige Bibliotek. Det blev til “Eventyr H.C. Andersen 2005” og bogen blev udleveret gratis fra alle landets biblioteker til vore udlændinge, så de kunne lære vor store digter at kende. Året efter bearbejdede jeg ti af H.C. Andersens eventyr  og det blev til “Den grimme ælling – og ni andre eventyr”, og samme år udgav jeg biografien “H.C. Andersens liv” og quizbogen “Quiz om H.C. Andersen”. Alt dette vakte en dyb respekt i mig for H.C. Andersens eventyr. Jeg sad i mange timer dybt begravet i tekster om hans liv og læste igen og igen hans eventyr. Her fandt jeg ud af, hvor mange lag der var i hans tekster. Han havde en stor psykologisk indsigt og kunne skrive for både børn og unge. Han ramte mig så dybt, at jeg ofte sad med tårer i øjnene, når jeg bearbejdede eventyrene.

Da jeg så en dag i avisen så, at der var udskrevet en konkurrence om at skrive landets bedste eventyr i H.C. Andersens ånd, var jeg tændt. Jeg havde så at sige H.C. Andersen i blodet og havde lyst til at lade ham inspirere mig i mit eventyr. Jeg gik længe og tænkte over, at jeg ville skrive et tingseventyr. Det skulle være en ting, som kunne have menneskelige egenskaber, der skulle være hovedperson. En aften sad jeg og stirrede ind i et stearinlys, jeg havde tændt, og så kom ideen. Hvorfor ikke lade et lys være hovedperson. Flammen kunne være stor og lille, den kunne gå ud eller blive ved med at lyse. Her var mange muligheder, og så fik jeg ideen til “Lyset der ikke ville gå ud”. Jeg skrev eventyret og sendte det ind til konkurrencen, og jeg vandt hovedpræmien med det bedste eventyr ud af 126 bidrag. Forlaget skrev: “Vinder af konkurrencen er Kirsten Ahlburg med eventyret “Lyset der ikke ville gå ud”. Det er en gribende fortælling om en ensom gammel dame, der får et lys i fødselsdagsgave af sit barnebarn. Lyset har menneskelige egenskaber og kan ikke gå ud. I løbet af dets levetid får dets flamme oplyst den gamle dames sind, således at hun, da lyset endelig dør ud, er i stand til at møde livet igen med glæde og taknemlighed. Med både sproglig og litterær tæft taler Ahlburg, helt i Andersens ånd,til både børn og voksne med en enkelhed og en menneskelig varme, som vækker dybe følelser hos læseren”.

Eventyret blev udgivet året efter i min egen eventyrsamling “Lyset der ikke ville gå ud – og andre eventyr”. Som årene gik, fik jeg lyst til at bearbejde eventyret til de mindre børn og få det illustreret. Og hvad var bedre end at få den dygtige illustrator Susanna Hartmann til at tegne til eventyret? Hun havde nemlig stor erfaring med at tegne til H.C. Andersens eventyr.

I dag udkommer billedbogen “Lyset der ikke ville gå ud” for 3 – 8 årige på Turbines forlag og Susannas tegninger er blevet ligeså flotte, som jeg håbede på. Eventyret vil egne sig til at læse højt i stearinlysets kær en kold vinteraften, og børnene skal nok få lyst til at sidde og puste til lyset, mens historien bliver læst op.

Læs mere her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Børnebøger, eventyr, H.C. Andersen, Illustratorer, Kirsten Ahlburg, Turbinebloggen og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s