Oprør fra hjertet

Af Lars Møller

Så udkommer ”Oprør fra hjertet”.

Det er efterhånden over halvandet år siden, Turbineforlagets Dupond og Dupond, Ulrik og Jesper, kom ind på kontoret i Filmbyen og spurgte, om ikke jeg ville lave den bog?

Vi har begge adresse på samme etage i Filmbyen, så det var ikke så langt at gå, hvis de nu skulle gå forgæves. De mente, at der skulle en mand af en vis alder og robusthed til at styre de to meningsmænd, biskoppen og professoren, gennem en samtalebog. Men jo, det ville jeg jo gerne, for jeg var sikker på, at de to havde noget vigtigt at fortælle mig – og dermed andre, læserne.

”Biskoppen og professoren” var arbejdstitlen, forlæggerne kom med, for de vidste ikke, hvad den skulle handle om. Det var åbent, det skulle vi alle sammen holde møde om. Senere fandt vi den lidt mere seriøse, men stadig lette arbejdstitel ”Holm og Hildebrandt”, men det var stadig før, vi vidste, hvad bogen handlede om.

Og vi holdt møder. Vi snakkede og snakkede om alt det, der er at sige. Og jeg noterede og noterede og lavede opsamlinger med bud på indholdet. Men lige meget hjalp det. Holm og Hildebrandt ville ikke ned i nogen skabelon med styrede samtaler. De var begge mere til at stille spørgsmål end til at give manifeste løsninger.

I stedet for at snakke mere om at snakke blev vi enige om en handlingsrettet arbejdstitel – ”Tro, håb og handling” – og gik i gang med de første samtaler, først i Mindeparken, siden i præsteværelset i Aarhus Domkirke og til sidst på kursusstedet Kaløvig Center. Det blev gode samtaler, spændende, interessante, lærerige…

Bogens forfatter Lars Møller

Jeg blev efterhånden fortrøstningsfuld, det skal nok blive godt, også selv om behovet for redigering tårnede sig op, jo mere vi snakkede. Mange, mange timers lyd skulle skrives ud og kastes op i luften for så at falde ned i et nyt mønster i form af en række klart redigerede, tematiske kapitler.

Til gengæld var det under redigeringsprocessen, at jeg virkelig kom ind under huden på de to mænd, Kjeld Holm og Steen Hildebrandt. Det var her, på computerskærmen, hvor deres fortællinger og udtalelser stod helt alene, nøgne, med alt overflødigt skåret fra, og hudløst ærlige mellem linjerne, det var her, jeg virkelig kom til at holde af dem som mennesker – og af det, de havde på hjerte.

Endnu havde bogen ikke fundet sin titel. Det skete først i den sidste opsamlende samtale, da vi så tilbage på det hele og blev klar over, hvor meget forandringskraft, der ligger i håbet, og hvor meget oprør, der ligger i et hjerte i oprør. Det blev en oprørs-bog, et oprør fra hjertet.

Og nu udkommer den. Nu begynder det oprør, som greb mig allerede, mens jeg sad og redigerede. Det er ikke et oprør med mange manifeste paroler og formaninger – men både skarpe meninger og handlingsanvisninger til at gøre noget er overalt i bogen, i fortællinger og bisætninger, sommetider udtalte, andre gange bare vævet ind i samtalen.

Oprøret er til at finde for den, der søger – og jeg fandt det, i dyb respekt for biskoppen og professoren.

Se bogen på forlagets hjemmeside her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Fagbøger og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s